Vilkår

Vilkår for brug af Launchr

Senest opdateret: 6. august 2026

1. Hvem vi er

Launchr drives af Launchr ApS, CVR-nummer 46553837, med adresse på Kaprifolievej 12, 8600 Silkeborg, Danmark. Du kan kontakte os på support@launchr.dk.

Disse vilkår gælder for jeres brug af Launchr-platformen (launchr.dk), herefter "Tjenesten". Tjenesten udbydes udelukkende til erhvervsdrivende. Når I opretter en konto eller bruger Tjenesten, accepterer I disse vilkår og vores databehandleraftale.

2. Hvad Launchr tilbyder

Launchr er en AI-drevet produktions- og leveringsplatform for annoncører og medie- og reklamebureauer. Tjenesten omfatter tre spor: udvikling af kampagnemateriale med AI-tjenester (tekst, billeder, film, lyd og stemmer), klargøring og levering af masters til hver kanal (TV, BVOD, radio, digital audio) til broadcasters og medie-ejere, samt formidling af medieindkøb hos danske medier. Vi tager hånd om Nielsen-spotkoder og branchens portaler på jeres vegne.

3. Aftaleindgåelse og konti

Aftalen indgås, når I opretter en organisation på Tjenesten og accepterer disse vilkår. Kontoen oprettes som selvbetjening og kan tages i brug med det samme. Den person der opretter organisationen, indestår for at kunne forpligte virksomheden.

I er ansvarlige for jeres brugeres adgang, for at loginoplysninger ikke deles med uvedkommende, og for aktivitet der sker fra jeres konti. Vi forbeholder os retten til at suspendere eller lukke konti der bruges i strid med disse vilkår eller gældende lov; ved suspension gælder §12 om udlevering og sletning af jeres data fortsat.

4. Priser og betaling (forbrug)

Brug af AI-produktions- og leveringsfunktioner afregnes pr. operation efter forbrug. Prisen pr. operation består af leverandørens pris med et tillæg (markup). Der er ingen licens, ingen pris pr. bruger og ingen minimumsforpligtelse. Hver afregnet operation fremgår af jeres forbrugsoversigt med art, område og beløb.

  • Forudbetalt saldo: I lægger et beløb på kontoen med kort. Forbrug trækkes løbende fra saldoen.
  • Loft: Saldoen er samtidig jeres forbrugsloft. Er saldoen brugt, afvises nye operationer, før de startes. Der opbygges ikke gæld.
  • Automatisk optankning: Valgfri. I bestemmer selv beløb og grænser og kan slå den fra når som helst.
  • Prisændringer: Priser pr. operation kan ændres løbende, fx når leverandørpriser ændrer sig. Ændringer gælder kun fremtidigt forbrug.
  • Tilbagebetaling: Ubrugt forudbetalt saldo tilbagebetales på anmodning ved opsigelse.

Betalinger behandles af Stripe. Kunder med særskilt aftale kan afregnes ved faktura.

5. Medieindkøb: pris

For medieindkøb betaler I en platform-fee på 3 % af bruttobudgettet. Denne fee faktureres først, når kampagnen går i luften (launch); opbygning af kampagnen er gratis. Hele beløbet er platform-fee, og der er ingen skjulte avancer. Mediet betaler en symmetrisk fee på 3 % for sin egen adgang til platformen; den trækkes ikke fra jeres budget.

6. Medieindkøb: vores forpligtelser

Følgende gælder som juridiske forpligtelser for alle medieindkøb formidlet gennem Launchr:

  • 97 % når mediet: Ud over platform-fee'en på 3 % beholder vi intet af jeres mediebudget.
  • 100 % rabat-videregivelse: Alle rabatter, godtgørelser og bonusser fra medierne, der kan henføres til jeres køb (herunder årsbonus/AVB og kontantrabatter), videregives fuldt ud til jer og dokumenteres i afregningen.
  • 1:1 fakturamatch: Vores afregning kan afstemmes post for post mod mediernes egne fakturaer.
  • Revisionsret: I har ret til, selv eller via en revisor, at efterse afregningsgrundlaget for jeres medieindkøb hos os, med rimeligt varsel og under sædvanlig fortrolighed.
  • Aldrig principal: Vi køber aldrig medieplads for egen regning med videresalg til jer. Vi handler altid som formidler på jeres vegne, og jeres priser, rabatter og aftaler med medierne er jeres og følger med jer, hvis I skifter væk fra Launchr.
  • Prisgaranti: Platform-fee'en for medieindkøb ændres ikke i 12 måneder efter jeres aftaleindgåelse.
  • Binding: Ingen aftale om medieindkøb hos os har en bindingsperiode på mere end 3 måneder, og der opkræves aldrig exit-gebyr. Selvbetjening er helt uden binding.

Allerede afgivne ordrer til medier kan være bindende over for mediet efter mediets vilkår; det ændrer opsigelse hos os ikke.

7. Jeres ansvar

I er ansvarlige for:

  • at I har ret til at uploade og distribuere alt materiale, I lægger ind i Tjenesten (video, lyd, billeder, tekst, kontaktoplysninger), herunder nødvendige samtykker fra medvirkende;
  • at gennemse og godkende genereret materiale, før det offentliggøres eller sendes til medier; Tjenesten er bygget med godkendelsestrin til netop det;
  • at jeres brug af materialet overholder gældende lov, herunder ophavsret, markedsføringslov og persondataforordningen (GDPR);
  • at de oplysninger I giver os, er korrekte og opdaterede.

8. Immaterielle rettigheder

I ejer jeres output. Materiale, der genereres eller færdiggøres til jer i Tjenesten, tilhører jer, og vi overdrager alle rettigheder, vi måtte have til det, i det omfang det er muligt efter gældende ret og vores leverandørers vilkår. Vi bruger ikke jeres materiale til andet end at levere Tjenesten, jf. databehandleraftalen.

Vi ejer platformen. Al ret til Tjenesten, herunder software, motorer, skabeloner, prompts og dokumentation, forbliver hos Launchr ApS. I får en ikke-eksklusiv brugsret, så længe aftalen løber.

AI-genereret materiale kan i sjældne tilfælde ligne eksisterende værker eller personer. Vi har kvalitetsvagter, der modvirker det, men vi kan ikke garantere, at output er frit for tredjemands rettigheder i alle jurisdiktioner. Derfor er jeres godkendelse før offentliggørelse (jf. §7) en del af aftalen.

9. Persondata

Vores håndtering af personoplysninger er beskrevet i vores persondatapolitik. Når I uploader personoplysninger om jeres egne kunder eller kontakter, gælder vores databehandleraftale som en del af denne aftale. Konsekvensanalyse (DPIA) og Transfer Impact Assessment er offentliggjort på launchr.dk/legal/dpia.

10. Drift

Vi tilstræber høj oppetid og varsler planlagt vedligehold, men giver ingen garanti for uafbrudt drift eller fejlfri kode. Vi kan ændre, tilføje eller fjerne funktioner; funktioner I betaler for at bruge, forringes ikke væsentligt uden varsel efter §13.

Tjenesten udbydes i åben beta. Det betyder, at funktionerne udvikler sig løbende, og at enkelte flader og arbejdsgange kan ændre sig, mens vi bygger. Væsentlige ændringer varsles efter §13. Beta-status ændrer ikke ved jeres betalings- og databehandlingsvilkår: §4 om priser og betaling og §9 om persondata gælder uindskrænket.

11. Ansvar

Begge parter er ansvarlige efter dansk rets almindelige regler med følgende begrænsninger: Vores erstatningsansvar er begrænset til direkte tab og kan samlet ikke overstige det vederlag, I har betalt til Launchr ApS i de 12 måneder forud for den ansvarspådragende hændelse, dog altid mindst 10.000 kr. Mediebudget, der er videreformidlet til medier, indgår ikke i vederlaget. Vi er ikke ansvarlige for indirekte tab, såsom tabt fortjeneste, tab af data der skyldes jeres egne forhold, eller goodwill.

Begrænsningerne gælder ikke ved forsæt eller grov uagtsomhed, eller hvor ansvar ikke gyldigt kan begrænses efter gældende ret.

12. Opsigelse

I kan opsige aftalen når som helst med virkning straks, ved at lukke kontoen eller skrive til support@launchr.dk. Ubrugt forudbetalt saldo tilbagebetales på anmodning, og skyldigt forbrug afregnes. Vi udleverer jeres data på anmodning og sletter dem permanent på jeres anmodning efter ophør, med skriftlig bekræftelse når det er gennemført, medmindre vi er retligt forpligtet til at gemme dem længere (fx bogføringsmateriale).

13. Ændringer i vilkår

Vi kan ændre disse vilkår fra tid til anden. Væsentlige ændringer varsles via email til registrerede brugere mindst 30 dage før de træder i kraft. Den senest opdaterede version findes altid på denne side.

14. Lovvalg og værneting

Disse vilkår er underlagt dansk ret. Eventuelle tvister afgøres ved Retten i Viborg som første instans.